Nordkapp - mandag den 10.07.2006


Fra Osby til Erritsø

Tilbage

I dag: 590 km. Total: 590 km.

Afgang fra Erritsø kl. 9.

Oprindelig havde vi planlagt afgang fra Danmark om lørdagen, men Maries far gik desværre hen og døde om onsdagen og han blev begravet lørdag. Denne forsinkelse passede vores rejseven Torben fint, idet han så kunne deltage i sin fars 85 års fødselsdag.

På grund af den forsinkede start på turen, havde vi aflyst færge fra Hanstholm til Kristiansand. I stedet tog vi over Storebælt og Øresund. Vejret var rigtig flot med højt sol.

Efter et par stop ved Storebæltsforbindelsen i Korsør, hvor der er en flot udsigt over Storebæltsbroen - og et stop ved Kastrup, for at få tanket op, gik turen over Øresundsbroen.

Kl. 12.35 var vi i Sverige. I Malmø fandt vi frem til Turning Torso - et imponerende højhus, som vi havde set en hel temaaften om i tv. Det var et meget storslået byggeri. Mens jeg gik og tog billeder af højhuset, undrede det mig, at mit kamera kom med en sort stribe øverst i billedet. Jeg kunne ikke se, om det var en besked. Da kameraet heller ikke viste noget om, hvor mange billeder, der var tilbage, begyndte jeg at få mistanke om, at jeg ikke havde noget kort i. Ganske rigtigt. Mine anstrengelser indtil nu havde været forgæves! Kortet sad stadig hjemme i min pc. Mit andet kprt var udlånt til Bente og Jens Peter, så jeg fandt mit sidste kort frem - 32 mb. Så kunne jeg tage 7 billeder! Ikke plads til de store udskejelser... Heldigvis havde Torben et videokamera med, hvori der sad et 4 gb. Kort. Det måtte vi dele lidt om...

Paul og Lene havde sendt en sms. De lå på en campingplads syd for Trollhattan og de tilbød at starte grillen op til aften. Det ville passe meget fint og det var kun en afvigelse på ca. 40 km., så vi tog imod tilbuddet.

Inden vi forlod Malmø, handlede vi ind og så var det ellers derudaf - efter GPS'en ellers havde fundet vej. Det hjalp ikke just, at der var spærret et par veje i Malmø. Vejene i Sverige er lige så gode som i Danmark, så det gik rask fremad. Vi nåede dog først frem til Stenrøsets Camping, der ligger ca. 5 km. syd for Trollhattan på E45.

Marie havde forberedt aftensmaden, mens vi kørte, så vi var var klar til at grille. Det havde regnet lidt mellem Malmø og Gøteborg, men på campingpladsen var der tørvejr - i starten i hvertfald...

Efter maden blev mændene sendt hen for at vaske op - sammen med 3 øl. I køkkenet var der optaget. Der var VM-finale i fodbold og Italien og Frankrig var i gang med forlænget spilletid. Det kunne vi passende fordrive ventetiden med. Inden kamp og straffesparkskonkurrence var overstået, havde pigerne klaret opvasken...

Efter en kop kaffe og en god whisky (Scapa 14 års), var det sengetid. Marie og jeg sov i telt.

1
2
3
4
5
6